Når barnet er halvandet år, har de fleste forældre en puttetid, der virker. Bad, mælk, en bog eller to, slukket lys, færdig. Så når et barn, der i månedsvis er faldet i søvn uden ballade, pludselig står og skriger ved tremmesengen, kravler op ad tremmerne, kalder på dig hvert tyvende minut og derefter vågner kl. 5 om morgenen, veloplagt og klar til dagen, kan det føles, som om gulvet skrider under en.

Det er almindeligt nok til at have fået et navn: søvnregressionen ved 18 måneder.

Hvad der ligger bag

Ligesom regressionen ved 8 måneder er det mindre én ting end flere, der ankommer samtidig.

Selvstændighed. Et sted omkring 18 måneder opdager små børn, at de er selvstændige mennesker med holdninger, og at "nej" er et ord, der faktisk gør noget. Puttetiden er et af de få steder, hvor de kan afprøve det hver eneste dag. At sætte sig imod er ikke dårlig opførsel. Det er udvikling, og det er også ualmindeligt trættende.

Separationsangst igen. Den dukker ofte op igen i denne alder. Et barn, der forstår mere om verden, forstår også mere om at blive efterladt alene i et mørkt rum, og kan have brug for dig langt mere, end det havde som etårig.

Kindtænder. De første kindtænder bryder ofte frem et sted mellem cirka 13 og 19 måneder, og de er større og mere ubehagelige end fortænderne. En øm mund gør det sværere at falde til ro, især liggende.

Skiftet i lurene. Mange børn går fra to lure til én et sted mellem 12 og 18 måneder. Mens det falder på plads, kan dagen ende med et barn, der enten er overtræt eller ikke træt nok, og begge dele viser sig ved puttetid.

Det, der plejer at hjælpe

Lad puttetiden være præcis, som den er. Rutinen arbejder hårdere, end man skulle tro. I denne alder er en forudsigelig rækkefølge lige netop det, der fortæller barnet, hvad der skal ske nu, og regressionen går hurtigere over, når rækkefølgen ikke laver om på sig selv. Hold den rolig, hold den ens hver aften, og gør den sidste del af den kedelig.

Giv valg, ikke forhandlinger. Et barn, der kæmper for kontrol, kæmper mindre imod puttetiden, hvis det får noget kontrol inde i den. Rød pyjamas eller blå. Denne bog eller den der. Gå selv ind på værelset eller blive båret. To muligheder, begge i orden for dig. Det, der ikke er til forhandling, er, om der er puttetid.

Kig på luren. En eftermiddagslur, der slutter efter cirka 15.30, eller som trækker meget ud, skubber ofte puttetiden længere ud, end barnet kan bære. Er puttetiden blevet en kamp, så forkort eller ryk luren frem, før du gør noget som helst andet.

Hold de natlige besøg kedelige. Gå ind, berolig, læg barnet ned igen, gå ud. Kort og roligt. Målet er at være til at regne med uden at være underholdende.

Vent med de store forandringer. Det er ikke nu, I skal flytte til en rigtig seng, begynde at træne renlighed eller bytte værelser. En tremmeseng er en tydelig grænse, og de fleste børn har det fint i den, til de er to eller tre. Kravler jeres barn ud og kan falde, vejer sikkerheden tungest, og så må forandringen måske komme alligevel, men ellers er det bedst at vente, til søvnen har lagt sig.

Mod ømme gummer kan noget koldt at bide i inden sengetid hjælpe, og sukkerfri paracetamol eller ibuprofen i den dosis, der passer til alderen, er helt fint ved reelt ubehag. Tandfrembrud giver ikke høj feber, så har jeres barn det, er der noget andet på spil.

Tvillinger på halvandet år

To små børn på samme værelse er en historie for sig. I den alder har tvillinger som regel opdaget hinanden for alvor, hvilket er dejligt om dagen og et problem kl. 19. Tremmesengen bliver et selskabeligt arrangement: snak, latter, legetøj der bliver kastet over i den andens seng, en der kravler, mens den anden hepper.

Det, der plejer at virke:

  • Forskyd puttetiden med femten eller tyve minutter. Læg den, der falder hurtigst i søvn, først, så den allerede sover, når søskende ankommer.
  • Skil dem ad midlertidigt. Er snakken hele problemet, løser et par uger på hver sit værelse det ofte helt. De fleste tvillinger flytter sammen igen uden besvær.
  • Find ud af, hvis nat det er. Ofte er det den ene tvilling, der er i regression, mens den anden bare bliver vækket. At vide hvem er hvem ændrer, hvad du gør. Den, der bliver vækket, har mest brug for ro; den, der kæmper, har brug for rutinen.
  • Del natten op efter tid, ikke efter barn, hvis I begge er oppe meget. At skiftes til at have vagten, mens den anden sover ordentligt, redder mere søvn, end hvis I begge vågner, hver gang et af børnene kalder.

Hvornår du skal søge råd

Det er en fase hos et barn, der ellers har det godt. Søg råd, hvis der er snorken med pauser i vejrtrækningen, tegn på sygdom eller smerter ud over almindeligt tandfrembrud, høj feber, eller hvis det står på i langt over et par måneder uden bedring. Og slider det så meget på dig, at du får en klump i maven hver aften, er det i sig selv en god grund til at tale med sundhedsplejersken eller lægen. At få hjælp hører med til opgaven, det er ikke noget ekstra.

Det varer ikke evigt

Regressionen ved 18 måneder er ofte den, der er hårdest at leve med, fordi et lille barn har så meget mere at skulle have sagt om den, end en baby har. Den er til gengæld for de fleste familier også den sidste store. Hold aftenen stabil, giv barnet de små valg, og om et par uger er puttetiden som regel tilbage til at være dagens nemmeste del.